Log ind på erhvervsforummet

Bulldogs Odense henter canadisk back

af Allan Hoffmann

Bulldogs Odense henter canadisk back

27-årige Brock Beukeboon er hentet til Odense Bulldogs for at tilføre erfaring i backkæderne

Med en højde på 1,88 og en vægt på 100 kg får Bulldogs samtidigt tilført noget størrelse og fysik.
Brock Beukeboom er en bomstærk back, der også har vist, at han kan lave mål og målgivende afleveringer. Med tilgangen af Brock sikrer Bulldogs Odense også erfaring, som de mange unge spillere i truppen kan læne sig op af, når sæsonen 2019-2020 i september skydes i gang. Brock Beukeboom har erfaring fra OHL og ECHL og senest fra den ungarske liga, hvor Brock som back i sidste sæson i 51 kampe formåede at score hele 43 points.
”Vi har ved vores planlægning og sammensætning af holdet til den kommende sæson hele tiden vurderet, at der var behov for noget ekstra fysik. Da Brock både kommer med størrelse og fysik samt et for en back veludviklet offensivt spil, vurderer vi, at Brock vil blive en væsentlig forstærkning af vores defensiv”, udtaler sportschef Henrik Benjaminsen.
Det rigtige skridt i karrieren
Brock Beukeboom har følgende kommentarer til sin aftale med Bulldogs:
”Jeg har valgt at fortsætte min karriere i Denmark. Det er en stor mulighed for mig for at kunne udvikle både mit eget spil og være med til at udvikle Odense Bulldogs, som jeg gennem min agent og netværk i ishockey kun har hørt godt om. Jeg glæder mig til at skulle spille for Odense Bulldogs og deres passionerede supportere.
Erfaring og sprudlende talent skal supplere hinanden i Bulldogs
Cheftræner Pelle Svensson udtaler: “Siden Martin Larsens og Mads Schaarups meddelte deres karrierestop, har vi har søgt efter en spiller, som kan tilføre vores hold og forsvar både størrelse og tyngde i defensiven, og det får vi med Brock Beukeboom. I Erste Liga har Brock desuden vist sine offensive kvaliteter, som vi forventer, at han også skal bidrage med hos Odense Bulldogs foruden med hans stabile defensive spil. Med sine 27 år kommer Brock med erfaring, og han vil sammen med Michael Eskesen få en vigtig rolle i vores i øvrigt meget unge backkæder. Jeg har en forventning om, at Brock Beukeboom bliver en af vores ledende spillere i den kommende sæson.”
Brock Beukeboom kommer til Odense 1. august og er dermed med fra starten af træningen på is, som begynder mandag 5. august. Odense Bulldogs spiller første hjemmekamp i VinMedKant Arena tirsdag 10. september imod SønderjyskE.

Seneste nyheder