Sæsonen 2018/2019 er slut

af Thomas Nielsen

Sæsonen 2018/2019 er slut

Kære OIK’ere, så har vi næsten sat det sidste punktum i sæsonen 2018/2019. Eneste hængeparti er OIK AWARDS kort inde i maj.

– af Anders Holst

Der gik 274 dage fra de første spillere gik på is 29.07. og til at U15 holdet spillede den sidste kamp i Belgien søndag den 28.04. Mere end 9 måneder fyldt med ishockey på klubplan, regionalt niveau og udenfor landets grænser. Egentlig er sæsonen gået ganske hurtigt og det kan være svært at huske, hvad vi er stødt på. OIK har, som før haft et højt aktivitetsniveau. Bare se her:

Odense Sommerhockeyskole 2018 var særdeles velbesøgt med et stort ryk-ind af spillere udefra, Der var i samme uge Metal Development Camp med deltagelse af fynske 2003’ere og 2002’ere. Institute Of  Goaltendings Sommer skole trak igen masser af målmænd. Det samme gjorde OIK’s motionscamp i uge 32. Stavangers U16 var i byen på træningslejr og fællestræninger med OIK i august.

Igen i denne sæson afholdt OIK opstartsstævner for U13 og U13.2. Det er to hektiske weekends med masser af hockey og masser af frivillige. Ligeledes lavede OIK en puljeturnering for Dame 1 og dame 2 ligesom U20 og U18 landsholdet havde en lang dag i Odense med tests og kampe/træninger. OIK stillede i forgangne sæson op i alle rækker og divisioner. Rekord med 4 deltagende hold i MHL, hvoraf HCA var forsvarende mestre og igen tog pokalen sent i marts. I november var der U17 puljeturnering i Odense. Løbende havde vi unionssamlinger fra august til januar. I uge 42 blev der afhold OIK Camp 42 med nye træneransigter, aktiviteter udenfor isen og på isen. Efter jul var det igen tid til New Years Championship, som igen i år satte rekord i antal deltagere. Ligeledes var der målmandscamp i dagene mellem jul og nytår – igen med et fint deltagertal.

Inden jul stak Jacob Wittendorf til U20 VM i Canada. Yderligere optrådte Malte Kej Nielsen på U16 landsholdet, Mathias Møller, Mathias Max, Lucas Rasmussen og Nicolai Kristiansen blev i løbet af sæsonen udtaget til U18 og hos kvinderne var Maria, Julie og Michele med hele året og med til oprykningen i Ungarn i april. Ligesom Christopher Kamph blev udtaget til U19 samlinger og Lasse Haugaard til U17 samlinger. På U16, U15 og U14 samlingerne var der ligeledes en række OIK’ere. På U18 kvindesamlingerne deltog en række piger gennem sæsonen.

Administrativt kom der facon på medlemsregistreringen med brugen af Conventus. Medlemstallet har været stigende gennem sæsonen. Det bliver en af den kommende sæsons store udfordringer at udbygge denne fremgang på mange årgange. Ligeledes blev der sat tyk streg under, at kvindeishockeyen i Odense lever og har det godt med mere end 50 kvindelige spillere på tværs af holdene i OIK. Det samme gælder seniorishockeyen på motionsholdene.

OIK organiserede U15 breddesamling med 50 spillere på U15 i januar. I marts gennemførte OIK en Kvinde DM kvalifikation med ambitiøs markedsføring, gode kampe og fin organisation – samt en fortjent bronzemedalje som ekstra gevinst. I marts var der ligeledes MHL Final 4 og Bottom 4 i Odense. 8 hold og mere end 100 seniorspillere spillede, spiste, heppede og brokkede sig gennem 8 kampe J. I april var det Odense Cup med 18 deltagende hold og Old Boys DM med 16 deltagende hold, som markerede forårets komme. Og endeligt sluttede sæsonen på egen is med Påske Camp i tre dage med 70 deltagere sideløbende med målmandscamp. Punktummet blev sat med landskampen på fynsk is mellem Danmark og Sverige.

I løbet af sæsonen var flere OIK hold uden for øen for at spille turneringer. U11 i Rungsted, Trelleborg, Mechelen, U9 holdet i Trelleborg i april, U13 holdet i Lund med to hold i april, U15 holdet i Mechelen i april. Dertil kom puljeturneringer og DM kval i løbet af sæsonen.

Mange tak for indsatsen til køkkengruppen i Pucken, klubrumsgruppen, officialgruppen og de mange dommere. Tak til spillere og forældrene for engagementet, ambitionerne og lysten til ishockey. Tak til holdledere og trænere for at muliggøre et højt aktivitetsniveau i den forgangne sæson.

I kommer ikke til at hvile længe. Uge 19 begynder den nye sæson, og information om træner-teams, holdsammensætning, sommertræning og tider slås op på www.oik.dk samt på holdenes facebookgrupper.

Nyd foråret!

Seneste nyheder