Michael Eskesen kommer retur til Bulldogs

af Allan Hoffmann

Michael Eskesen kommer retur til Bulldogs

Efter 2 år i Norge vender Eske tilbage til Odense Bulldogs

En betydelig forstærkning af holdet

Efter 2 sæsoner i norske Stjernen Fredrikstad vender Michael Eskesen hjem til Odense Bulldogs. ”Eske” har ad flere omgange spillet i alt 259 Metalligakampe for Bulldogs og produceret 69 points. Michael er en dygtig ishockeyspillende back, en samlende figur og en spiller, som fik hele sin ishockeyopvækst i Odense. Den rutinerede back er en markant forstærkning af Bulldogs’ trup til den kommende sæson, og begge parter er særdeles glade for aftalen.

Sportschef Henrik Benjaminsen udtaler: ”Lige siden Michael rejste til Norge for at spille har det været et stort ønske for mig, at vi en dag kunne få Michael hjem igen. Jeg er derfor utrolig glad for, at det nu kan lade sig gøre at få det ønske opfyldt. Michael kommer med en enorm erfaring og vindermentalitet, og han vil være et forbillede for vores unge backs, der vil kunne suge til sig af hans ishockeyevner. Dette er en vigtig signing i vores projekt med at genrejse Odense Bulldogs og viser, at Bulldogs er et hold man skal regne med i den kommende sæson”.

Michael Eskesen har følgende kommentarer til hans tilbagevenden til Odense Bulldogs:

”Det er fantastisk at skulle vende hjem til Odense og til Bulldogs. Efter et par år i Norge glæder jeg mig til igen at skulle spille for min ”barndomsklub” foran de loyale Bulldogs-fans og alle sponsorerne og samtidig bidrage til den genopbygningsproces, som er igangsat for ishockeysporten i Odense.”

”Det har været nogle hektiske dage, men nu er det hele endelig faldet på plads. Efter samtaler med min tidligere klub omkring fremtiden og de udfordringer der var både økonomisk og sportsligt, er klubben og jeg i god ro og orden blevet enige op at opsige samarbejdet 1 år før tid. Når døre lukkes, åbnes der nye, og jeg er derfor rigtig glad for, at jeg har fået muligheden for igen at spille for Bulldogs, hvor jeg altid har haft god kontakt til personerne i og omkring klubben”.

 En spændende opgave

Michael Eskesen fortsætter: ”Jeg har haft konstruktive samtaler med Pelle Svensson, og jeg er helt klar over hvilket projekt, jeg fremover skal være en del af. Klubben er i gang med en genopbygningsfase, hvor økonomi og sport går hånd i hånd. Det nye fundament og den nye kultur vil jeg gøre mit bedste for at bidrage positivt til. Jeg håber, at jeg med min erfaring vil være en både udviklende og stabiliserende faktor i opbygningen – såvel i omklædningsrummet som på isen ”.

”Nu forestår et par travle måneder med sommertræning og flytning fra Norge til Danmark men familien og jeg glæder os meget til at komme hjem til Odense” slutter Michael Eskesen.

 En vigtig rolle

Chefcoach Pelle Svensson ser frem til at indlemme Michael Eskesen i truppen til den kommende sæson og udtaler: Michael Eskesen er en særdeles stærk og vigtig tilgang til Bulldogs. Michael vil tilføre vores hold både erfaring, defensiv styrke og stabilitet. Jeg har talt med Michael flere gange i løbet af sidste sæson, og jeg er sikker på, at han kommer tilbage til Odense med professionel tilgang, både på og udenfor isen.”

”Først og fremmest får vi en særdeles dygtig ishockeyspiller, som endnu har mange år tilbage på absolut højeste niveau. Og dertil får Bulldogs med Michael Eskesen tilført en person, der som spiller er seriøs i alle sine forberedelser til træning og kamp, og som vil blive et forbillede og rollemodel for vores unge spillere. En holdkammerat, som de kan lære af. Bulldogs får en leder på isen, som mestrer en god dialog med medspillere, modstandere og dommere. At der kommer et ”C” på trøje nr. 26 er Michael og jeg enige om, og jeg ser frem til, at han påtager sig rollen som holdkaptajn,” afslutter Pelle Svensson.

Kontrakten med Michael Eskesen er 2-årig og gælder frem til sæsonslut 2021. Michael starter i Odense Bulldogs 1. august 2019.

Kommende kampe i Odense Isstadion

Seneste nyheder