Log ind på erhvervsforummet

Ny arenasponsor i Odense Isstadion

af Allan Hoffmann

Ny arenasponsor i Odense Isstadion

Odense Bulldogs har indgået aftale med VinMedKant om arenasponsorat

I 4 år har VinMedKant været med i kredsen af nære samarbejdspartnere hos Odense Bulldogs. Sammen med to andre vinleverandører har VinMedKant leveret vine til VIP-arrangementerne i Carlsberg Pucken, og det samarbejde fortsættes.

Men derudover udvides samarbejdet, så VinMedKant fremover også lægger navn til og er arenasponsor i Odense Isstadion, som derfor nu hedder ”VinMedKant Arena”.

Ny strategi hos VinMedKant

Indehaver af VinMedKant, Ulrik Rønlev, udtaler: ”Vi har i 4 år haft et godt samarbejde ikke blot med Odense Bulldogs men også med den store kreds af sponsorer og samarbejdspartnere, der er omkring Bulldogs.”

”I forbindelse med en ny strategi for VinMedKant, som bl.a. indebærer en ny detailstrategi, har vi derfor valgt at udvide samarbejdet med Bulldogs og benytter os af den mulighed, der er for øget eksponering af vores virksomhed i forbindelse med arenasponsoratet. For vores kommende nye strategi, er det vigtigt, at vi får øget kendskabet til vores firma og vores produkter, og samtidigt vil vi gerne bakke op om ishockeysporten og Odense Bulldogs og dermed signalere vores lokale forankring”, fortsætter Ulrik Rønlev.

Vigtig aftale for genopbygningen af Odense Bulldogs

Det er fantastisk for opbakningen til Odense Bulldogs og for ishockeyen på Fyn, at Odense Isstadion nu igen får et sponseret arenanavn. Vi er glade for, at VinMedKant øger deres engagement i vores flerårige samarbejde. Og vi er glade for den anerkendelse af det gode samarbejde blandt sponsorerne i vores erhvervsnetværk, som er en tungtvejende årsag til, at Ulrik Rønlev har valgt at øge sit engagement med Odense Bulldogs.

“Odense Bulldogs står nu foran sæson to i sin genopbygningsproces. Vi kom gennem år et med et forventet sportsligt resultat – desværre i bunden af Metalligaen. Men vi kommer ud af vores regnskabsår med et budgetteret overskud, hvilket er vigtigt og nødvendigt for Bulldogs’ fremtid. Vores økonomiske platform skal fortsat forbedres for igen at kunne spille med i toppen af dansk ishockey, og i den proces er et arenasponsorat naturligvis vigtigt,” understreger direktør Allan Hoffmann.

Vores hovedsponsoraftale med Carlsberg og nu et arenasponsorat med VinMedKant bekræfter os i, at Odense Bulldogs er en samarbejdspartner, som tilbyder sine sponsorer og partnere optimale muligheder for eksponering, hospitality og netværkssamarbejde i vores Bis2Bis-erhvervsnetværk. Vi håber, at aftalen om arenasponsoratet kan være endnu en løftestang i vores salgsarbejde, som jo i bund og grund handler om at skabe de bedste rammer for eliteishockey i Odense og på Fyn.

Seneste nyheder