Odense Bulldogs vinder på straffeslag

af Amanda Rishøj Madsen

Odense Bulldogs vinder straffeslag

Odense Bulldogs tager her til aften 2 point med hjem fra Aalborg.

Odense Bulldogs vandt her til aften 4-3 over Aalborg Pirates på udebane efter straffeslag.

Hele 172 udvisningsminutter blev det til i kampen, da Odense Bulldogs mødte Aalborg Pirates på udebane.

1. periode startede ud med mange powerplay muligheder til Odense Bulldogs, da Aalborg Pirates blev idømt hele 3 udvisninger inden for de første 10 minutter. Dog formåede Odense Bulldogs ikke at komme til de store muligheder og blive farlige, hvilket resulterede i, at stillingen stadig var 0-0. Det ændrede sig heldigvis kort tid efter, da Odense Bulldogs opsnappede pucken i Aalborg Pirates zone, sådan at de fik en 2 mod 1 mulighed, der endte hos nr. 10 Søren Nielsen, der kunne juble da han skød pucken i mål til stillingen 1-0. Efterfølgende var det Odense Bulldogs, der måtte ud at sidde og dermed spille boxplay, hvor de formåede at afholde Aalborg Pirates fra at score. Dog var det målmand Teemu Seppänen der endte med at blive en af de helt store helte i kampen. Han stod nemlig stabilt i Bulldogs målet og lavede den ene redning efter den anden.

2. periode startede også godt ud for Odense Bulldogs, der igen kunne juble 5 minutter inde i perioden, da nr. 19 Jonas René Hansen, efter en defensiv fejl af Aalborg Pirates, fik en friløber, hvor han formåede at få pucken i mål til stillingen 2-0. Aalborg Pirates kom frem til flere store muligheder, men igen var det Teemu Seppänen, der kom i vejen for dem med en masse fantastiske redninger. Nr. 71 Henry Hardarson blev idømt en dum og unødvendig 10 minutters udvisning, da han, efter dommeren havde fløjtet, fortsatte mod mål. Det påvirkede heldigvis ikke resten af holdet, for kort tid efter, præcis 2 minutter før pausen, var det endnu en gang Odense Bulldogs, der kunne se pucken gå i målet, da nr. 39 Mike Daugulis scorede fortjent til 3-0. Efterfølgende var det nr. 18 Kristian Kragh, der blev udvist i 2+10 minutter, for en checking to the head. Det blev heldigvis ikke til en Aalborg Pirates scoring i de 2 minutter. Derfor gik Odense Bulldogs til pause med en føring på 3-0.

I 3. periode gjorde Odense Bulldogs det svært for sig selv. Inden for de første 5 minutter blev Odense Bulldogs idømt 2 udvisninger, samtidig med at Aalborg Pirates fik dømt et straffeslag. Heldigvis brændte Aalborg Pirates nr. 53 Thomas Spelling, da han ramte stolpen. Men der gik ikke mere end 1 minut før Aalborg Pirates endelig fik hul på bylden, da de scorer på en retur fra Teemu Seppänen til stillingen 1-3. Og igen gjorde Odense Bulldogs det svært for sig selv, da de trak to udvisninger i træk. Det endte med et powerplay mål til Aalborg Pirates 7 minutter inden slutfløjtet, og en nu farlig stilling på 2-3. Det blev nogle spændende minutter til sidst, hvor det endte med endnu en scoring til Aalborg Pirates, der 3 minutter inden slutfløjtet fik reduceret stillingen til 3-3, hvilket resulterede i, at de to hold måtte ud i overtid.

4. periode blev en rodet en af slagsen. 4 minutter inde i overtiden lignede det en Aalborg Pirates sejr, da de fik pucken i nettet. Pucken var dog sat ind med hånden, hvilket betød, at målet blev annulleret, og at Odense Bulldogs stadig havde en chance. De sidste 30 sekunder af overtiden blev hektiske. Kaptajn nr. 28 Martin Larsen blev idømt hele 4 udvisninger. 2 minutter for holding, 2 minutter for roughing, 10 minutter for misconduct penalty og 25 minutter for match penalty. Assisterende kaptajn nr. 25 Mads Schaarup blev i samme tid idømt 2+2 minutter for roughing og holding. Dermed var de døende minutter i undertal, men heldigvis uden scoring.

Dermed skulle kampen afgøres på straffeslag. Nr. 10 Søren Nielsen bragte Odense Bulldogs foran i serien, da han scorede på det første skud til 0-1. Aalborg Pirates brændte deres første skud, hvilket betød at stillingen stadig lød 0-1. Nr. 27 Sebastian Ehlers scorede på Odense Bulldogs andet skud til stillingen 0-2. Dog scorede Aalborg Pirates ligeledes på deres andet skud, hvilket gjorde stillingen til 1-2. Desværre brændte nr. 19 Jonas René Hansen på det tredje forsøg, hvilket gav Aalborg Pirates muligheden for at udligne. Men sådan gik det ikke, da Teemu Seppänen reddet Aalborg pirates skud og dermed sikrede Odense Bulldogs sejren og 2 point.

En stærk indsats af holdet, der fik bevist noget efter søndagens nederlag.

Næste gang Odense Bulldogs spiler er onsdag d. 30/1 kl. 19.00 mod Frederikshavn i Odense Isstadion.

LET’S GO BULLDOGS!

Kommende kampe i Odense Isstadion

Seneste nyheder