Slovakisk back forstærker Bulldogs

af Thomas Nielsen

Slovakisk back forstærker Bulldogs

Odense Bulldogs har indgået aftale med den 31-årige back Slavomir Tomko, der lander i Odense i dag.

For første gang nogensinde kommer en slovak til at tørne ud for Odense Bulldogs. Rutinerede Slavomir Tomko skifter fra den hjemlige liga til den danske Metal Liga, hvor han skal styrke den fynske defensiv yderligere.

Slavomir Tomko har blandt andet tilbragt otte sæsoner i nordamerikansk hockey og har de foregående tre sæsoner spillet med pæn succes i den italienske Serie A for henholdsvis Pontebba og Valpellice. Her blev det til 65 point i 99 grundspilskampe.

– Jeg er meget glad for aftalen, og glæder mig meget til at blive en del af holdet. Det er en god mulighed for mig, og jeg vil gøre mit bedste for holdet i hver træning og kamp. Mit mål er at vinde så mange kampe som muligt, udtaler Slavomir Tonko, der har tilbragt fredagen med en køretur op igennem Europa til hans nye destination.

Slovakken har tidligere spillet på hold med både Ryan McDonough og Anthony Aquino, og hos dem har han naturligvis forhørt sig om forholdene i Odense. De snakke faldt positivt ud.

– De talte meget varmt om det hele – holdet, organisationen og byen – og det gjorde absolut min beslutning meget nemmere.

Aftalen glæder også Bulldogs-boss Brad Gratton, der har følgende kommentar om sin nye back.

– Han er en back, der altid kæmper hårdt, bringer en masse energi og er i god form. Han kan lægge den vigtige første pasning, har et godt blik for spillet og er en allroundback, som altid spiller hårdt. Det passer os godt, at han har spillet nogle år i Nordamerika, og han gjorde det godt både i ECHL og i college. Vi har naturligvis researchet grundigt på Slavomir og har i den proces kun hørt gode ting. Det er kun en bonus, at han tidligere har spillet med Ryan og Anthony, som derfor kender ham indgående. Vi ved, hvordan han er både på og udenfor isen, og vi er sikre på, at han vil passe godt ind på vores hold, udtaler cheftræner Brad Gratton.

Slavomir Tomko ventes at debutere på onsdag i næste uge, hvor Odense Bulldogs spiller tv-transmitteret kamp på udebane i Esbjerg.

TAK TIL SAMARBEJDSPARTNERE

Tilgangen af Slavomir Tomko er gjort mulig som følge af ekstraordinær støtte fra vores trofaste samarbejdspartnere. Flere har bidraget til indsamlingen med ekstra midler, og vi skylder dem alle en stor tak.

Vil du gerne bidrage til indsamlingen, så kontakt Morten Møller (AVIS Biludlejning), Flemming Hartvig Pedersen (Focus Advokater), Martin Fisker (Bryggeriet Vestfyen Arena) eller Thomas Andreasen, direktør i Bulldogs Odense ApS.

Kommende kampe i Odense Isstadion

Seneste nyheder