En fynsk ishockeykæmpe takker af

af Thomas Nielsen

En fynsk ishockeykæmpe takker af

En lang ishockeykarriere er slut, idet 28-årige Ólafur Gunnarsson lægger skøjterne på hylden.

23 sæsoner som ungdoms- og seniorspiller i Odense, plus en enkelt afstikker til Herning Blue Fox, bliver slutfacit for Ólafur Gunnarsson, der efter hele 461 Bulldogs-kampe stopper karrieren på eliteplan.

Det er en fynsk ishockeykæmpe, som vi derfor skal tage afsked med. I dobbelt forstand. Dels måler han 190 centimeter og rager således godt op i landskabet – og så har den stærke defensive forward, både på og udenfor isen, sat sine markante indtryk hos Odense Bulldogs gennem de mange sæsoner.

– Jeg vil gerne rette en kæmpe tak for mange gode år til alle i og omkring klubben. Man kan vel sige, at tredje periode af min hockeykarriere vil mangle. Jeg har spillet ishockey i Odense siden jeg var fire år, og har selvfølgelig altid drømt om at være med til at få guldet til Fyn. Jeg havde håbet på fortsat at være en del af truppen i Odense, hvor jeg har arbejde, familie og hus. Jeg har derfor ikke ønsket at fortsætte karrieren i andre hockeyklubber, og lægger derfor skøjterne på hylden, udtaler Ólafur Gunnarsson.

– Hockeyen har givet mig mange gode oplevelser og lige så mange gode venner, så jeg kan – trods den manglende guldhjelm – se tilbage på rigtig mange gode år. Tak til support for sange og tifoer. Tak til sponsorer og tak for altid god forplejning i klubrummet, lyder det videre fra den islandskfødte forward.

Afskeden med Ólafur Gunnarsson vil blive markeret på den mangeårige hjemmebane i Bryggeriet Vestfyen Arena, når isen atter fryser efter sommerferien.

Kommende kampe i Vin Med Kant arena
Odense Bulldogs vs. Esbjerg EnergyKøb billet online
Odense Bulldogs vs. SønderjyskEKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Esbjerg EnergyKøb billet online

Seneste nyheder