Nostalgisk tilbageblik: Kristian Lodberg

af Thomas Nielsen

Nostalgisk tilbageblik: Kristian Lodberg

"Nostalgisk tilbageblik – hvor er de nu?" er et nyt, fast indslag i kampprogrammet, hvor vi kort tjekker op på tidligere Bulldogs-koryfæer.

[fra kampprogrammet mod Esbjerg Energy, 1. november 2013]

Dagens nostalgiske tilbageblik rettes mod endnu en fra den første gyldne generation i Bulldogs, der henrykkede det fynske ishockeypublikum i starten af 00’erne. Kristian Lodberg var en karakter på og udenfor isen, og vandt her mange fynske hjerter under sine seks sæsoner på Fyn, hvilket blandt andet afstedkom, at den ene bar i hallen blev omdøbt Lodbergs Corner.

Den nu 32-årige angriber var ophavsmand til den succesrige All-Stars-kamp for halvandet år siden, hvor de gamle koryfæer blev samlet til en uforglemmelig showkamp.

Bedste minde? Semifinalen i Rungsted (2002, red.) og turen på universitet dagen efter. Ligeledes hattricket i sæsonåbneren ude mod Bulldogs (med Esbjerg, red.), hvor Bulldogs-fansene hyldede min indsats for klubben. Det varmer faktisk endnu.

Hvad betød Bulldogs for dig? Man siger at tiden fra de sene teenageår til midttyverne er mest dannende for personligheden, hvilket de også har været for mig. Jeg kom til Odense som en knægt på tyve med verdensmesterattitude og tårnhøje ambitioner hockeymæssigt og akademisk. Her fik jeg tætte og langvarige venskaber med folk som Curt Regnier, Lars Oxholm og Rasmus Holst, hvilket gjorde mig meget klogere på livet og en anelse mere ydmyg – en anelse. Jeg var professionel alle årene og oplevede det privilegium at have rigeligt med tid til akademisk dannelse, sporten jeg stadig elsker og ekstreme mængder fis og ballade, inden verden gik af lave på Fyn. Et faktum som også medvirkede til, at All-Stars-kampen blev den overvældende succes. De første år af 00’ere var ikke så tossede i Odense, hvilket Bulldogs var en stor del af.

Hvad er du beskæftiget med nu? Jeg ejer Lodberg Inc., der laver forretningsudvikling, branding- og marketingstrategier, events, produktoptimering i forhold til Generation Y og hjælper firmaer med at optimere vindermentaliteten i organisationen. Konkurrencegenet skal jo holdes ved lige!

Spiller du fortsat hockey – i givet fald hvor? Jeg spiller hyggehockey i Gladsaxe, hjælper dygtige juniorer med at blive målscorere og er ishockeyekspert på TV 2, hvor jeg har fornøjelsen af at dække OL til februar.

SE OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Kampprogrammet kan købes for en flad tier i forhallen til kampene. Har du specifikke ønsker til kommende hovedpersoner, kan du kontakte redaktionen på thomas@oik.dk eller poste i kommentarfeltet herunder.

Kommende kampe i Odense Isstadion

Seneste nyheder