Jussi Tapio er klar for Bulldogs

af Thomas Nielsen

Jussi Tapio er klar for Bulldogs

Den 27-årige finne, Jussi Tapio, har her til morgen underskrevet en kontrakt for resten af sæsonen med Odense Bulldogs.

Den finske højreskytte udfylder det hul, som ophævelsen af Marc-Olivier Vallerands kontrakt efterlod først på ugen. Allerede her til aften landede den nye Bulldogs-forward, som op til klubskiftet har spillet for Asplöven i den svenske Allsvenskan.

– Det hele er gået meget hurtigt, men jeg spillede ikke nok i Sverige, så jeg ville gerne videre. Jeg spillede her i Odense mange gange sidste år, og der var en god atmosfære hver gang. Jeg glæder mig til at komme i gang, og håber at kunne hjælpe holdet, udtaler Jussi Tapio.

I den forgangne sæson var finnen en stor profil for Aalborg Pirates i AL-Bank Ligaen, hvor han med 23 fuldtræffere i grundspillet var ligaens næstmest scorende. Han måtte dog primært se skadet til fra sidelinjen, da netop Pirates og Odense Bulldogs mødtes i kvartfinalen.

– Vi ville finde en hurtig løsning, og vi er meget tilfredse med at have skrevet kontrakt med Jussi Tapio. Han har erfaring med den danske liga, og vi kender ham godt fra sidste sæson. Vi ville gerne bringe en højrefattet spiller mere ind på holdet, en som kan lave mål, og vi ser ham som en fuldgod erstatning for Vallerand, udtaler cheftræner Pär Johansson.

Jussi Tapio ventes at debutere allerede fredag, hvor Bulldogs i Bryggeriet Vestfyen Arena tager imod Esbjerg Energy.

Kontrakten er naturligvis betinget af den obligatoriske godkendelse fra DIU’s Licensudvalg.

Kommende kampe i Vin Med Kant arena
Odense Bulldogs vs. Herlev EaglesKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Herning Blue FoxKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Rødovre Mighty BullsKøb billet online

Seneste nyheder