Publikumsyndling vender hjem

af Thomas Nielsen

Publikumsyndling vender hjem

En af kulturbærerne vender tilbage til Fyn. 26-årige Ólafur Gunnarsson har underskrevet en etårig kontrakt.

Med mere end 400 kampe under bæltet er det en særdeles rutineret herre, som nu vender tilbage i Bulldogs-klæderne. Det er således med stor glæde, at vi kan byde velkommen hjem til Ólafur Gunnarsson.

Siden debuten helt tilbage i sæsonen 2002/03 er det blevet til 413 kampe under diverse cheftrænere – lige fra Simioni og Skriko, over Lahtela, Weinstock, Kinding, Fedorchuk og han er altså nu klar til et comeback hos Pär Johansson og barndomsklubben efter en kort afstikker til Herning Blue Fox.

– Det er altid dejligt, at Odense-drenge, som har været ude at ‘se verden’, vælger at komme tilbage. Vi ved at Ólafur er garant for hårdt arbejde, og at han vil tage et stort ansvar. Det glæder os selvfølgelig at se ham tilbage i Odense-trøjen, udtaler cheftræner Pär Johansson.

I den forgangne sæson var Gunnarsson en vigtig del af Todd Bjorkstrands planer i Herning som stærk tovejscenter. Dette førte til deltagelse i landsholdets VM-træningslejr efter sæsonen og to landskampe mod Finland.

– Det har været en god sæson i Herning, og det har været lærerigt både på og udenfor isen. Todd er jo en dygtig træner, og jeg er glad for at min arbejdsplads Pavillon Danmark har bakket mig op – uden dem kunne det ikke lade sig gøre. Jeg kommer tilbage til Odense med ny gejst og store ambitioner, udtaler den islandskfødte Odense-forward.

Når den nye sæson skydes i gang i Bryggeriet Vestfyen Arena, bliver det altså atter med Ólafur Gunnarsson i trøjen med nummer 21 på ryggen.

Trænerteamet fortsætter

Vi kan desuden meddele, at 40-årige René Jensen er klar til en ny tørn som assistenttræner for svenske Pär Johansson. De to har udgjort det fynske trænerteam siden januar 2010 og fortsætter altså parløbet den kommende sæson.

René Jensen var også assistenttræner under Mario Simionis ledelse og går dermed ind til sin ottende sæson på posten efter 15 sæsoner på eliteholdet som aktiv.

Kommende kampe i Vin Med Kant arena
Odense Bulldogs vs. Esbjerg EnergyKøb billet online
Odense Bulldogs vs. SønderjyskEKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Esbjerg EnergyKøb billet online

Seneste nyheder