Pligtsejr

af Søren Kottal

Pligtsejr

Jævn indsats plus en velspillende Jiri Podesva reddede æren for Aalborgs tandløse pantere

Endnu en fredagsfest, endnu et næsten fyldt Isstadion og igen sejr til hjemmeholdet. Det kan vel næsten ikke være bedre lige for tiden, hvor OIK ovenikøbet ligger godt til i kampen om andenpladsen efter et halvt grundspil.

Dagens modstander fra Aalborg var der på forhånd absolut ingen forventninger til, og jeg tror ikke de er så ærgelige over dagens resultat trods alt, for en storsejr lå i luften. Det blev det ikke til, bl.a. i kraft af en meget velspillende Podesva i panternes bur, som gang på gang fik reddet kastanjerne ud af ilden – trods ringe hjælp fra et noget tyndt forsvar. Dertil skal det retfærdigvis siges, at de til dagens kamp måtte undvære Frederik Åkesson og tjekkiske Martin Rejthar i de bagerste geledder, hvilket betød en midlertidig back-tjans til Thomas Englund.

En anden faktor, som reddede æren for de tandløse pantere var OIKs ineffektivitet foran mål, hvor mystisk det end lyder når man har scoret seks kasser. Chancerne var der til meget mere takket være det ta’ selv bord, AIKs defensiv indbød til, men resultatet på bundlinjen gav altså “kun” seks mål. Et antal specielt Bent Christensen må ærgre sig over, for han havde bestemt chancerne til en scoring eller to. Han lider dog pt. under en manglende selvtillid og tro på egen evner, som til fulde kommer til udtryk når han nærmer sig en chance. Ofte tøver han og afleverer måske videre trods værende i fri position. Vi kan kun håbe Bent inden længe finder selvtilliden frem igen, for vi ved jo alle hvor giftig foran mål han normalt er, og hvor godt er skud han egentlig besidder. Og så har han altså heller ikke ligefrem marginalerne med sig, bl.a. med et forsøg på overliggeren i dag og flere fremragende redninger fra den lille troldmand i AIK-målet.

En anden som modsat laver points i spandevis for tiden er Curt Regnier. Yderligere fem points indsat på hans personlige konto i dag (elleve de sidste tre kampe), og det var da også ham, som i fællesskab med Henrik Benjaminsen sendte Henrik Lundin afsted mod aftenens første scoring. “Henke” afdriblede flot Podesva til 1-0-scoring, en bedrift han lidt senere gentog – denne gang ovenikøbet med et par backer i kunststykket, som ligesom Podesva blev forvandlet til kegler fra træningsbanen i hans smarte driblinger.
Forinden havde Martin Thimm udlignet scoren på et kontraløb, men glæden varede altså kun 18 sekunder, før B-tribunen atter kunne juble.

Herfra var der dømt scoringspause – chancerne var ellers tilstede – indtil det 28. minut, hvor AIK havde fået sendt to mand i boksen på samme tid. Dagens pointsluger, “Captain Curt”, ville ikke nøjes med assists og bankede derfor et knaldhårdt slagskud ind bag Podesva fra blå linje. Og ganske kort efter blev hunden atter sluppet ud, da Macijevski fikst afdriblede den meget forladte Podesva tæt under mål og sikkert scorede til 4-1.

Kasper Knudsen, som også scorede i det omvendte opgør, kunne efter godt 35 minutter udnytte, at returløbet i dagens kamp, måske naturligt nok, blev svigtet lidt mere end vanligt og på endnu et kontraløb reducere til 2-4.
Den stilling ville Jens Hellsten ikke gå til pause med, så for tredje kamp i træk – ja, du læste rigtigt 🙂 – scorede Jens. Imponerende af den evige slider, og ikke mindre bemærkelsesværdigt, at han før denne stime slet ikke havde scoret! Målet faldt i øvrigt efter et flot oplæg af Kristian Lodberg, som bag fra mål spottede den helt fri Hellsten, som “bare” skulle udplacere Podesva.

Tredje periode blev en tam affære. Det i perioder ganske gode offensive spil blev pakket sammen, og kun i få glimt så man de kvaliteter, som har givet nu atten mål i de seneste tre kampe. Spillerne i periferien af de første tre kæder fik en del skift og allerede i anden periode blev Karel Smid og Derek Herlofsky bænket, for at give chancen til reserverne.

Aalborg fik reduceret på endnu et kontramål, denne gang signeret af Ronny Larsen, i en situation, hvor returløbet atter svigtede, og Niels Seier ene mand ikke kunne hamle op med to AIK-folk. Pludselig fik kampen en meget lille snert af nerve, men Aalborg blev dog aldrig rigtigt farlige. Chancen bød sig kort før tid, da Tomas Placatka blev sendt til afkøling i straffeboksen, man pillede Podesva ud og satsede, men som deres powerplay havde fungeret kampen igennem (hvor OIK rent faktisk var farligst gang på gang) frygtede man nu ikke det helt store, og ventede egentlig bare på, at den lurende Macijevski skulle opfange pucken, og sætte den i det tomme net. Som ventet så gjort, 6-3 – med endnu en Curt-assist – og kampen var definitivt lukket.

Ikke nogen stor kamp, men alligevel klart godkendt over hele linjen selvfølgelig. At vinde usvigeligt sikkert med tre overskydende pinde, trods spillet ikke fungerer helt optimalt, kan man jo ikke være utilfreds med.
Nu venter der en lille kamppause på ni dage, før der er “lokalopgør” i Vojens “Skøjtehal” søndag d. 2. december. Kan de to sejre fra første halvdel af grundspillet gentages – specielt den flotte 4-2-sejr sidst i Vojens – så ville det jo bare være dejligt.

KAMPEN I TAL:

OIKs kæder:
1: Smid, Oxholm – Lavrentiev, Placatka, B.Christensen
2: T.Benjaminsen, H.Benjaminsen – Lundin, Macijevski, Regnier
3: Engen, R.Madsen – Lodberg, Holst, Hellsten

Odense Bulldogs – Aalborg Panthers 6-3 (2-1, 3-1, 1-1)
04:45 – 1-0: Henrik Lundin 8 (ass. H.Benjaminsen, Regnier)
14:10 – 1-1: Martin Thimm (ass. R.Larsen)
14:28 – 2-1: Henrik Lundin 9 (ass. Regnier, Macijevski)
27:54 – 3-1: Curt Regnier 8 (ass. T.Benjaminsen) PP 5-3
29:22 – 4-1: Aleksandr Macijevski 13 (ass. Regnier) PP 5-4
35:48 – 4-2: Kasper H. Knudsen (ass. Studnicka)
38:49 – 5-2: Jens Hellsten 3 (ass. Lodberg, Lundin)
50:57 – 5-3: Ronny Larsen (ass. Häggström, Englund)
57:46 – 6-3: Aleksandr Macijevski 14 (ass. Regnier) BP/EN 4-6

Udvisninger:
OIK: 7×2 min. (Engen, Oxholm, T.Benjaminsen, Nilsson, Lodberg, H.Benjaminsen, Placatka)
AIK: 7×2 min.

Skudstatistik:
OIK-AIK 49-24 (18-6, 15-7, 16-11)

2587 tilskuere i Odense Isstadion

Kommende kampe i Vin Med Kant arena
Odense Bulldogs vs. Esbjerg EnergyKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Herlev EaglesKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Herning Blue FoxKøb billet online

Seneste nyheder