Afklapsning!

af Søren Kottal

Afklapsning!

En totalt nedkørt isbjørn måtte lægge ryg til et sandt målorgie fra OIK i 3. periode.

To nederlag i træk ovenpå halvsløje indsatser samt en formstærk modstander med hele fire sejre i træk var udgangspunktet før dagens kamp i Sanistål Ligaen.
Dagens modstander var nemlig Hvidovre, som trods deres meget beskedne budget har imponeret hidtil i år. Hvad der mangler i profiler opvejer de så bare i vindervilje og en stærk holdmentalitet, hvor de mange unge HvIK-folk vil kæmpe til absolut sidste blodsdråbe. De egenskaber, som også har været OIKs varemærke sæsonen igennem. De sidste par kampe har dog som nævnt været noget sløje i det, hvor blandt andet gnisten og fighterviljen har været lagt lidt på hylden.

Kampen fik den værst tænkelige start for hjemmeholdet og de godt 1800 tilskuere. HvIK lagde imponerende godt ud, og sad ret massivt på de første 10 minutter. De har et rigtig godt hold, som ikke udelukkende er baseret på fight. Blandt de unge findes også mange fremragende hockeyspillere, som desuden kender vejen til nettet.
Helt fortjent kunne Ronnie Thomassen da også bringe isbjørnen i front, da det i den situation meget passive OIK-forsvar svigtede Derek Herlofsky. Thomassen fik nemlig uhindret lov til et par gange at forsøge at prikke pucken forbi “Herly” tæt under mål, hvilket gav bonus til sidst.

OIK og ikke mindst publikum virkede efterfølgende rystede, for det “underbemidlede” babyhold skulle vel ikke have lov at røre ved vores favoritrolle, vel? Sagen var dog den, at Karsten Arvidsens unge mandskab spillede en rigtig god gang hockey, og alle dage er til fare for alle hold i ligaen.

Efterhånden kom OIK og publikum sig dog, og trods angrebsspillet aldrig fik klokken til at ringe de første par perioder, så var man i besiddelse af et lille overtag. HvIK fik lov til at arbejde benhårdt, og det skulle vise sig at blive udslagsgivende. Der går nemlig ikke et skift, hvor enten Johan Sälle eller Jesper Duus er på isen, og specielt i over- undertal køres de hårdt. Ikke mindst hvis den ene af de to må en tur til afkøling!
Naturligvis er det ikke holdbart, og vil koste dem dyrebart senere hen i turneringen, men sådan er betingelserne, når midlerne ikke er til mere. En pudsig situation var da også, da Duus totalt stakåndet var på vej ud til pausen efter 2. periode. Han måtte lige skøjte et par rolige runder, for lige at genfinde vejret – jeg tror ikke de brokker sig over manglende spilletid i hvert fald! Når det så er sagt, skal det så også siges, at de begge gør det fremragende og begge figurerer blandt de allerbedste backs herhjemme.

At det bestemt ikke er holdbart kom til fulde udtryk i 3. periode, hvor de to “rendte tør” og efterlod oceaner af plads til OIKs nyfundne angrebsmaskinen. I 2. periode havde Jens Hellsten flot fået udlignet med sit første sæsonmål og dermed kronet et flot indsats af netop tredjekæden, og da Kristian Lodberg så udnyttede det trætte HvIK-mandskab faldt kæden af for dem.
Curt Regnier, som indtil da havde været ved siden af sig selv, vågnede pludselig op til dåd med et vaskeægte hattrick og øgede dermed til 5-1. HvIK havde brugt deres time-out (for en gangs skyld uden positiv effekt) og skiftede nu målmand, for ligesom at få et afbræk i OIKs massakre af det stakkels mål, hvor Daniel Spasic ellers havde gjort det udemærket indtil forsvaret gav slip. Morten Hagen kom ind, men heller ikke det uden nogen mærkbar effekt. Lars Oxholm kronede nemlig endnu en fin indsats med et mål, som ret beset aldrig skulle have været der. Et tilfældigt skud ind mod trafikken midt for mål gled hele vejen igennem – også Morten Hagen – til stillingen 6-1.

Dagens flotteste mål satte et værdigt punktum, da Kristian Lodberg satte hele HvIK-forsvaret på bagdelen og afslutningsvis udplacerede en prisgivet Hagen.
Hele seks flotte mål i den vel nok bedste OIK-periode i år – dog godt hjulpet på vej af en nedkørt og opgivende modstander – blev sluresultatet. Ingen af disse, ejheller Jens’ mål i 2. periode, scoret i powerplay, hvilket vel egentlig er en præstation i sig selv med syv “rene” mål.
Til slut bød muligheden sig dog i 3. periodes eneste powerplay. Peter Just spillede begge minutter og også Niels Seier fik muligheden for sæsonens første point. Det blev det dog ikke til, men sulten var allerede stillet hos den sultne Bulldog på lægterne, som ovenpå de seneste sløve resultater, nu atter fik en hel del at glæde sig over.

Et helt fortjent sejr og dejligt med en længe ventet målfest efter angrebet på det seneste ikke har vist udpræget effektivitet. Dagens mand var ifølge speakerboksen Lars Oxholm, og den vil jeg gerne tilslutte mig, omend alle sammen fortjener stor ros. Men ingen tvivl om, at HvIK også fremover vil drille mange hold – inkl. tophold – ligesom de jo også gjorde da vi besøgte dem. De har et hold fyldt med talent, men kampen i fredags mod Rødovre sad nok lidt mere i benene, end hvad godt var. Der var i hvert fald totalt udsolgt i 3. periode, hvor isbjørnen vel nærmere var en ganske harmløs snehare.

På onsdag går det løs i Herning. Spændende at se, om vores status som tophold i år, kan ændre på den meget kedelige statistik, vi alid har haft i Herning. Rollerne er pt. vendt om, og Herning ligger og roder midt i tabellen – langt fra toppen, hvor OIK atter fik vist tænder med dagens indsats. Vi glæder os som altid…

KAMPEN I TAL:

OIKs kæder:
1: Smid, Oxholm – Lavrentiev, Placatka, B.Christensen
2: T.Benjaminsen, H.Benjaminsen – Lundin, Macijevski, Regnier
3: Engen, R.Madsen – Lodberg, Holst, Hellsten

Odense Bulldogs – Hvidovre Isbjørnen 7-1 (0-1, 1-0, 6-0)
03:59 – 0-1: Ronnie Thomassen (ass. Winther)
25:03 – 1-1: Jens Hellsten 1 (ass. Holst)
43:16 – 2-1: Kristian Lodberg (ass. Lavrentiev, Smid)
44:08 – 3-1: Curt Regnier (ass. Macijevski, Lundin)
45:49 – 4-1: Curt Regnier (uass.)
49:11 – 5-1: Curt Regnier (ass. Lundin, T.Benjaminsen)
52:48 – 6-1: Lars Oxholm (ass. Smid)
55:55 – 7-1: Kristian Lodberg (ass. L.Oxholm, Lavrentiev)

Udvisninger:
OIK: 4×2 min. (Placatka, Smid, Regnier, R.Madsen) og 2×10 min. (Placatka, Smid)
HvIK: 5×2 min.

Skudstatistik:
OIK-HvIK 34-20 (12-8, 8-8, 14-4)

1826 tilskuere i Odense Isstadion

Kommende kampe i Vin Med Kant arena
Odense Bulldogs vs. Herlev EaglesKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Herning Blue FoxKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Rødovre Mighty BullsKøb billet online

Seneste nyheder