Søren Nielsen forlænger med Bulldogs

af Jonas Kvist Jepsen

Søren Nielsen forlænger med Bulldogs

Odense Bulldogs og Søren Nielsen forlænger samarbejdet med yderligere et år.

Søren Nielsen har været en af de helt store profiler på holdet i år, og derfor er det med stor glæde, at Nielsen har forlænget sin kontrakt til sommeren 2019.

Og den 21-årige center glæder sig over forlængelsen.

– Jeg følte det var det rigtige, da jeg har været rigtig glad for at være her. Jeg har boet i Odense i knap et halvt år nu, og jeg er super glad for det. Jeg er glad for klubben, og jeg synes vi har et godt omklædningsrum, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle skifte til en anden dansk klub, udtaler Søren Nielsen.

Esbjergenseren har tegnet sig for 32 point i 33 kampe, hvilket har været en af årsagerne til Odenses nuværende 4. plads. Og Søren Nielsen er også ganske tilfreds med sit ophold indtil videre i Odense.

– Det har været et fremragende ophold indtil videre. Det er gået ligesom jeg havde håbet på. Vi har kvalificeret os til Final Four, og vi ligger okay til i tabellen, og så er det også gået fint for mig. Så det kunne ikke have gået bedre, uddyber Nielsen.

Formand Henrik Benjaminsen glæder sig også over forlængelsen med Søren Nielsen.

– Søren har i år udfoldet sit enorme potentiale og er blevet en dansk profil i Metal Ligaen. Han har påtaget sig ansvaret som en ledende spiller hos os, og vi er rigtig glade for, at vi allerede nu kan sikre os en forlængelse af kontrakten så den også gælder for næste sæson. Der er ingen tvivl om, at Søren også i næste sæson vil være en af profilerne på holdet og en publikumsfavorit, udtaler Henrik Benjaminsen.

Søren Nielsen ser med glæde frem mod det næste halvandet år i Odense-trøjen.

– Jeg ser frem til at blive ved med at spille for klubben og foran alle de dejlige fans, der støtter os til hver kamp. Og så kan vi forhåbentlig også få hevet en titel hjem, afslutter Nielsen.

Kommende kampe i Odense Isstadion
Odense Bulldogs vs. Rødovre Mighty BullsKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Rungsted Seier CapitalKøb billet online
Odense Bulldogs vs. SønderjyskEKøb billet online

Seneste nyheder