Fem på stribe efter sejr mod topholdet

af Jonas Kvist Jepsen

Fem stribe efter sejr mod topholdet

Bulldogs vandt søndag 2-1 over Herning, og er dermed nu på fem sejre i træk.

I dag stod den på topkamp mod Herning Blue Fox. Odense var inden kampen på fire sejre i træk, og kunne med en sejr i dag spille sig meget tæt på Final 4.

Kampen startede ikke i det vilde tempo. Herning var dog holdet med de fleste chancer i starten. Og de formåede også at bringe sig foran efter knap syv minutter, på mål af Branden Gracel.

Efter scoringen kom der mere tænding på kampen – flere tacklinger og højere tempo. Det fik dog konsekvenser for Odense, hvor Frederik Sørensen fik en to minutters udvisning. Odenses forsvar fik heldigvis afværget situationen, selvom Herning var aldeles tæt på at score. Der skete ikke mere i 1. periode.

Odense kom langt mere aggressivt ud efter pausen. Tempoet var højere, og der blev skabt flere chancer. Odense fik også tildelt to powerplay, hvor det var meget tæt på en udligning. Vi blev dog aldrig rigtig skarpe.

Der blev dog stadig slidt og slæbt for en udligning. Og det hårde arbejde gav pote, for efter ni minutter af perioden fik Odense en kontra, hvor Anthony Camara og Dale Mitchell var stukket afsted. Camara førte pucken frem og lagde den videre til Mitchell, som sendte pucken i sidenettet. Her stod Camara dog klar foran målet, hvor han hamrede pucken i nettet til 1-1.

Herfra begyndte kampen at ligne en vaskeægte topkamp. Der blev leveret underholdende hockey fra begge sider. Det var ikke til at forudsige, hvem der ville score det næste mål. Med fem minutter til pause, havde Herning et skud på overliggeren. Og få øjeblikke efter, tog Yannick Vedel en solotur mod Hernings mål, hvor pucken var få centimeter fra at blive prikket i mål.

Det lignede 1-1 ved pausen, men Anthony var lige ved at bringe Odense på 2-1 i periodens slutning. Han modtog pucken fra egen zone, hvor han ellers førte pucken frem mod Hernings mål og afdriblede samtlige Herning-spillere. Men ligesom Vedel, så blev pucken lige akkurat ikke prikket i mål.

I starten af 3. periode fik Odense bedre greb om kampen. Herning blev sat under pres, men midtjyderne havde også muligheder. Begge forsvar og målmænd stod dog en god kamp, og derfor forblev stillingen 1-1.

Midtvejs i perioden blev Yannick Vedel tacklet i hovedet af Mathias Mølgaard, hvorefter Vedel måtte en tur i omklædningsrummet til behandling. Mølgaard blev sendt direkte i bad for den hårde tackling.

I slutningen af perioden fik Odense en udvisning, som gav Herning mulighed for at vinde kampen til allersidst. Midtjyderne sendte det ene skud efter det andet mod mål, men Robin Rahm fik heldigvis afværget skuddene. Dermed skulle kampen i overtime.

Og der gik kun ét minut før Søren Nielsen satte pucken i nettet og dermed afgjorde kampen. Dermed vinder Odense femte sejr i træk, og ligger nu på en delt 3. plads.

KAMPEN I TAL

Odense Bulldogs – Herning Blue Fox 2-1 OT (0-1, 1-0, 0-0, 1-0)
06:40 Branden Gracel (Uassisteret)
28:47 Anthony Camara (Dale Mitchell)
61:01 Søren Nielsen (Yannick Vedel, Nick Walters)

Udvisninger:
Odense: 4 x 2 min., 1 x 10 min.
Herning: 5 x 2 min., 1 x 5 min.

Skudstatistik:
Odense-Herning 21-25 (6-10, 9-5, 4-9, 2-1)

1205 tilskuere i Odense Isstadion.

Kommende kampe i Odense Isstadion
Odense Bulldogs vs. Aalborg PiratesKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Rungsted Seier CapitalKøb billet online
Odense Bulldogs vs. SønderjyskEKøb billet online

Seneste nyheder