3-0: Bidske Bulldogs tog endnu et stik

af Thomas Nielsen

3-0: Bidske Bulldogs tog endnu et stik

Odense Bulldogs har sat sig solidt i førersædet. Med aftenens sejr er stillingen nu 3-0 i kampe - og dermed fynske matchpucke for semifinalen.

Der var atter højdramatik og spænding for alle pengene, da Odense Isstadion tirsdag aften bød indenfor til tophockey. Næsten 1.500 så på endnu en fynsk triumf. 3-2 holdt hjem, og så kunne Bulldogs kontere endnu en sejr, der nu medfører matchpucke i kampen om semifinalebilletten.

Det hele så meget overbevisende ud i første periode. Fynboerne strikkede, broderede og i store perioder udspillede et, lignede det, desillusioneret Rungsted-hold, som ikke fik mange ben til isen i åbningsperioden.

Rasmus Bjerrums 1-0-mål forblev dog det eneste, og det var alt, alt for lidt baseret på spil og chancer. Tadeas Galansky kunne næsten have blevet i omklædningen – til gengæld havde Bulldogs, for en sjælden gangs skyld, glemt effektiviteten derude.

Det efterlod fortsat spænding i opgøret, og i anden periode kom Rungsted ud med en helt anden sult og desperation, mens Bulldogs omvendt slækkede gevaldigt på taget og gav flere gode omstillinger væk.

Ikke ufortjent blev det straffet, da Nicolai Weichel trådte op i en løs puck og hamrede pucken op i nettaget.

Tredje periode blev med nerverne uden på tøjet. Hos hjemmeholdet kunne man godt ane konsekvenserne af den afgørende scoring. En sejr kunne betyde fuld kontrol på kvartfinaleserien, mens et nederlag omvendt ville åbne det hele op på vid gab igen.

Perioden var blevet indledt med en dramatisk hændelse i første skift. Martin Larsen tacklede tungt men umiddelbart set rent tæt på midtercirklen. Gæsternes Mikael Christensen gik imidlertid i isen og måtte meget groggy hjælpes fra isen og ud til lægelig assistance. Forhåbentlig kommer den arbejdsomme forward sig stærkt over uheldet.

Et par powerplays blev ikke udnyttet af hjemmeholdet, der pressede på for afgørelsen. Anderledes skarphed var der pludselig, da Henrik Nielsen prikkede Robin Sterner igennem til et åbent raid langs højrekanten. Svenskeren bevarede fatningen og satte sikkert og flot pucken ind ved den lange stolpe til stor fynsk jubel og 2-1-føring med godt ti minutter igen.

Det var til gengæld startskuddet til en Rungsted-offensiv. Det tunge skyts pumpede på, og blev også hjulpet på vej af en række Bulldogs-udvisninger.

Med et par minutter igen hev gæsterne keeper Tarkki ud, men det blev prompte straffet af Tony Romano, der dybt fra egen zone listede pucken hele vejen ned i det tomme mål til 3-1.

Det lignede afgørelsen, men Rungsted var ikke helt færdige. I fem-mod-tre reducerede Jon Palmebjörk med 58 sekunder tilbage på klokken, og så slap hjemmeholdet ikke for yderligere hæsblæsende aktivitet.

De sidste Rungsted-bestræbelser blev dog knoklet ned, og så kunne forløsningen ske. Bulldogs fører nu 3-0 i kvartfinaleserien bedst af syv kampe og kan lukke og slukke allerede på fredag i Saxo Bank Arena.

KAMPEN I TAL

Odense Bulldogs – Rungsted Seier Capital 3-2 (1-0, 0-1, 2-1)
03:46 1-0 Rasmus Bjerrum (ass. Mitchell, Romano)
28:42 1-1 Nicolai Weichel (ass. Rosenthal, Røndbjerg)
49:18 2-1 Robin Sterner (ass. H.Nielsen, O.Larsen)
58:32 3-1 Tony Romano (ass. Lyø) SH/EN
59:02 3-2 Jon Palmebjörk (ass. Green, McDonell) PP2

Bulldogs fører kvartfinaleserien bedst af syv kampe med 3-0.

Udvisninger:
ODB: 7×2
RSC: 7×2

Skudstatistik:
ODB-RSC 30-23 (13-2, 9-12, 8-9)

1.484 tilskuere i Odense Isstadion.

Kommende kampe i Odense Isstadion
Odense Bulldogs vs. Hvidovre FightersKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Esbjerg EnergyKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Rødovre Mighty BullsKøb billet online

Seneste nyheder