Kontraktforlængelse med yderligere to

af Thomas Nielsen

Kontraktforlængelse med yderligere to

Odense Bulldogs fortsætter med at styrke skelettet på holdet. Erfarne Mads Schaarup og unge Frederik Sørensen er klar til en ny tørn.

Flere vigtige brikker er faldet på plads i trupsammensætningen til den kommende sæson. 28-årige Mads Schaarup er med 236 Bulldogs-kampe den mest rutinerede i truppen, og således en vigtig brik at få lagt i det store puslespil.

– Min kæreste og jeg trives rigtig godt i Odense, så da muligheden bød sig, var der i virkeligheden ikke så meget at rafle om, udtaler Mads Schaarup, der ved siden af ishockeyen arbejder hos Newtec og studerer på Syddansk Universitet.

– Med erfaring følger ansvar, og den rolle er jeg fuldt ud bevidst om. Jeg kender mine arbejdsopgaver, og gør en dyd ud af at følge dem til dørs. Udenfor isen forsøger jeg at være med til at lave et godt sammenhold, og jeg hjælper gerne til, når det gælder om at få nye folk integreret i truppen.

– Sidste år sluttede skuffende efter et ellers lovende grundspil. Dette skal vi naturligvis gøre bedre næste sæson og holde os til vores gameplan hele vejen igennem. Jeg tror på konceptet og at vi sammen med trænerne kan bygge yderligere på i den kommende sæson, udtaler Mads Schaarup.

Angriberen Frederik Sørensen har ligeledes forlænget sin aftale, så den også gælder den kommende sæson.

– Jeg er meget glad for, at det kunne lykkes. Det er min barndomsklub, og jeg ser det som en positiv mulighed for min videre udvikling. Jeg skal prøve at slå mig igennem til mere spilletid og hele tiden hæve niveauet, udtaler 19-årige Sørensen, der faktisk sluttede sæsonen af med to point og stærkt spil i kvartfinaleserien mod Esbjerg Energy.

Cheftræner Brad Gratton har følgende kommentar til de seneste kontraktforlængelser.

– Mads har en rigtig god attitude, og han arbejder altid hårdt og flytter pucken godt. Han er blandt dem, der går forrest, stærk taktisk og giver sig altid 100 procent. Hans erfaring er værdifuld for holdet, og så er han meget vellidt i truppen, lyder skudsmålet fra Bulldogs-træneren.

– Frederik er en meget hårdtarbejdende angriber, som kommer med en god attitude og hele tiden vil være bedre. Han går gerne direkte på mål og tackler overalt på isen. Jeg ser ham i en rolle som powerforward, hvilket jeg er sikker på han vil leve op til, udtaler den canadiske Bulldogs-boss.

Begge er allerede, sammen med den øvrige trup, i fuld gang med sommertræningen, der allerede blev påbegyndt tirsdag efter påske.

Kommende kampe i Odense Isstadion
Odense Bulldogs vs. Aalborg PiratesKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Frederikshavn White HawksKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Hvidovre FightersKøb billet online

Seneste nyheder