Stærk canadier forstærker Bulldogs

af Thomas Nielsen

Stærk canadier forstærker Bulldogs

Lee Baldwin, 26-årige canadisk back, er seneste skud på stammen i Brad Grattons trup den kommende sæson.

Det er med glæde, at vi i dag kan præsentere 26-årige Lee Baldwin som ny forstærkning af Bulldogs-defensiven den kommende sæson.

Den 191 centimeter høje og 95 kilo tunge forsvarsspiller har de seneste fire sæsoner befundet sig i farmerligaerne lige under NHL, hvor han i flere sæsoner har spillet sammen med Marc-Olivier Vallerand hos Greenville Road Warriors. Den forgangne sæson afsluttede han hos Stockton Thunder i East Coast Hockey League.

– Vi er glade for, at vi er nået til enighed med Lee. Han har god størrelse, stor rækkevidde, og han vil tilføre yderligere snit til vores offensiv med hans stærke blik for spillet. Derudover er han meget pålidelig i egen zone, hvor han er stærk i mand-mod-mand-duellerne. For en stor fyr skøjter han rigtig godt, og han vil passe perfekt ind i vores måde at spille på, udtaler cheftræner Brad Gratton.

Den canadiske back står noteret for 45 kampe i den stærke American Hockey League, og den store forsvarsspiller kan dårligt vente med at få taget hul på et nyt kapitel i eventyrbyen.

– Jeg er superglad for aftalen, og ser meget frem til at tage turen over til Europa. Jeg ser den danske liga som en glimrende mulighed til at få foden indenfor i europæisk hockey, og jeg har udelukkende hørt gode ting om holdet, byen og folk i Odense. Jeg betragter mig selv som en stabil forsvarsspiller, der er pålidelig og som har offensive kvaliteter. Jeg glæder mig helt vildt til den kommende sæson og kan dårligt vente med at møde mine nye holdkammerater og være med til at gå efter mesterskabet, udtaler Lee Baldwin.

Lee Baldwin har underskrevet en kontrakt gældende for den kommende sæson og tørner ud i trøje nummer seks.

Kommende kampe i Odense Isstadion
Odense Bulldogs vs. Herning Blue FoxKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Herlev EaglesKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Aalborg PiratesKøb billet online

Seneste nyheder