Bulldogs låner ny målmand

af Thomas Nielsen

Bulldogs låner ny målmand

22-årige Alexander Bengtsson vogter Bulldogs-buret måneden ud.

De svenske gloser får igen bedre kår i det fynske omklædningsrum, hvortil målmand Alexander Bengtsson netop er ankommet.

Den 22-årige svensker lånes måneden ud af IK Oskarshamn, og aftalen er således kommet i stand med hjælp og velvilje fra Allsvenskan-klubben, som selv har landsholdskeeper Patrick Galbraith på lån for tiden.

- Det glæder os, at vi midlertidigt har fået muligheden for at hente Alexander Bengtsson. Han har prøvet ligaen før, og er en lidt større målmand, end vi ellers har været vant til, udtaler cheftræner Pär Johansson, der i den forbindelse retter en tak til den svenske danskerklub.

Alexander Bengtsson gjorde en god figur for Rødovre Mighty Bulls som ganske ung tilbage i 2009/10-sæsonen, og har siden spillet for Kristianstads samt senest Oskarshamn. Her fik han, efter nogle udlån, sæsondebut i sidste uge med en stærk indsats hjemme mod topholdet Leksand.

Låneaftalen med Alexander Bengtsson løber frem til 27. januar, og inkluderer således månedens syv resterende kampe, inden en permanent løsning skal findes for resten af sæsonen.

- Vi har som mange andre fulgt udviklingen i NHL nøje, og med den nye overenskomst derovre er udbuddet af spillere naturligvis blevet begrænset. Vi må afvente de større ligaer, og undersøge vores egne muligheder endnu mere grundigt, forklarer den svenske Bulldogs-boss videre.

Alexander Bengtsson deltager ved eftermiddagens træning, og såfremt papirarbejdet går i orden, debuterer han i morgen tirsdag, hvor Herlev Eagles kommer på besøg i Bryggeriet Vestfyen Arena.

Billede venligst udlånt af IK Oskarshamn.

Kommende kampe i Bryggeriet Vestfyens Arena
Odense Bulldogs vs. Herning Blue FoxKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Rødovre Mighty BullsKøb billet online
Odense Bulldogs vs. Herlev EaglesKøb billet online

Seneste nyheder