af Søren Kottal
Bulldogs sikrede lørdagshyggen
Førstekæden strålede igen, og sørgede for en ny fynsk sejr, der yderligere konsoliderer topplaceringen.
Rødovre gav hård kamp til stregen, og voldte ofte problemer i Bulldogs-zonen. Men Ervins Mustukovs og Co. havde en ny, fin dag på kontoret, og en række veltimede scoringer sørgede for resten.
Brad Grattons Rødovre-tropper kom fornemt fra start, men måtte vente til 14. minut for at få uddeling. Herning-tilgangen Mikael Christensen trak rundt om målet, og via en Bulldogs-back strøg hans afslutning ind bag Ervins Mustukovs.
Men Bulldogs havde timingen i orden denne aften, hvor Rob Ricci hurtigt fik udlignet. Inden periodens udløb gik fynboerne desuden i front, da Tyler Gotto spolerede Rødovres kombinationer i et powerplay – han sendte Mathias Thinnesen afsted, og hans resolutte afslutning op i det ene målhjørne viste ganske godt, at Bulldogs var fast besluttede på en hjemmesejr foran de 1207 fremmødte.
Et højt pres fra Rødovre voldte imidlertid ofte problemer for hjemmeholdet, der flere gange havde besvær med at afvise de aggressive københavnere, som spillemæssigt sad på matchen i anden periode. Det blev dog Rob Ricci, der stod for næste træffer, da han i periodens slutfase blev dobbelt målscorer tæt under mål.
Rødovre forsøgte ufortrødent at komme tilbage, og det lykkedes også ved Jannik Karvinen, som flot firsttimede et endnu flottere Michael Smidt-forarbejde til 3-2. Men her indtraf den fynske timing igen, for i skiftet efter slog den evigt farlige, fynske førstekæde til igen.
Morten Andreasen agerede assisterende bøddel mod sine tidligere holdkammerater – i alt tegnede han sig for tre oplæg, og foran mål fuldførte Olof Mårs som så ofte før arbejdet. Rob Ricci stod for en assist på den scoring, og den bringer hans total op på 16 point, hvilket gør ham til ny ligatopscorer.
De 4-2 holdt hjem trods et par fynske udvisninger og en sidste Rødovre-satsning i slutminutterne. Med sejren konsoliderede Bulldogs yderligere sin position i top-4, der for nu har lagt pæn afstand til de yderligere hold i AL-Bank Ligaen.
KAMPEN I TAL
Odense Bulldogs – Rødovre Mighty Bulls 4-2 (2-1, 1-0, 1-1)
14:00 0-1 Mikael Christensen (ass. Nielsen, Rasmussen)
16:59 1-1 Rob Ricci (ass. Andreasen, Mårs) PP
18:46 2-1 Mathias Thinnesen (ass. Gotto) SH
37:43 3-1 Rob Ricci (ass. Andreasen, Mårs) PP
49:35 3-2 Jannik Karvinen (ass. Smidt, Rådde)
50:34 4-2 Olof Mårs (ass. Andreasen, Ricci)
Udvisninger:
ODB: 6×2
RMB: 4×2
Skudstatistik:
ODB-RMB 23-30 (9-9, 10-13, 4-8)
1.207 tilskuere i Bryggeriet Vestfyen Arena.
Seneste nyheder
Svensk angrebsprofil forlænger
På tærsklen til sin 30-års fødselsdag har Rasmus Ericsson forlænget sin aftale med Odense Bulldogs.
Bulldogs-angribere skifter klub
Morten Smedegaard og Mikkel Ankjær Nielsen har fundet nye isflader den kommende sæson.