Fin indsats mod hvepse uden brod

af Søren Kottal

Fin indsats mod hvepse uden brod

OIK sikrede sig et godt udgangspunkt før torsdagens returmøde, da Herlev Hornets tirsdag blev besejret med to måls margin.

Efter otte, overordnet set, klart godkendte testkampe, kom alvoren tirsdag aften til Odense i form af årets første gældende kamp – en pokalkvartfinale mod Herlev Hornets, som vi får nok at se til disse uger.

Herlev har mistet Mr. Dobbeltskift, Jesper Duus, til Rødovre, mens Søren True har lagt skøjterne endeligt på hylden. Olaf Eller har overtaget roret på trænerbænken, mens der er kommet tre udlændinge til, hvoraf Martin Taborsky (tidl. Frederikshavn) og finske Miikka Jäske gjorde en god figur for gæsterne. Canadiske Eric Anderson derimod, var en skuffelse og var yderst sjældent synlig i kampen.

Herlev, der ligeledes har benyttet sommerpausen til et navneskift – ørnene er blevet til små, flittige hvepse, åbnede opgøret bedst og allerede efter knap tre minutter pådrog OIK sig udvisning nummer to, hvorefter det brændte på i næsten et minuts spil i dobbelt undertal.

Kimmo Vesa i buret levede dog op til sine store kvaliteter, og så blev stormen reddet af. Efterhånden fik OIK også fat i gæsternes opspil, der ofte blev brudt i midtzonen, og så skiftede taktstokken side. En udvisning til Mikkel Weber efter et kvarter blev vekslet til et velfortjent åbningsmål.

Mikko Mattila vandt en faceoff rent til Kristian Lodberg og søgte på mål sammen med Mads True, alt imens Henrik Benjaminsen klappede til Lodbergs pasning første gang. Hvepse-målmand, Michael Madsen, havde udsynet spærret i den tætte trafik foran mål, og så kunne ‘Benji’ score et klassisk powerplay-mål til 1-0.

Herefter aftog Herlevs offensiv markant, og den tendens fortsatte ind i anden periode, hvor OIK i flere omgange havde 2-0 på bladet. Blandt andet førte to minutters powerplay til bunkevis af store chancer, men Herlev holdt sig i live og slog i stedet kontra, hvor Michael Thomsen flot overlistede en lidt passiv OIK-defensiv og satte pucken flot op i det korte målhjørne på den første hvepse-mulighed længe.

Det var signal for Herlev til atter at melde sig i kampen, og de sad nu atter på kontrollen, uden dog for alvor at komme i nærheden af den næste scoring.

De første to perioder var præget af meget fysisk, men helt fair hockey, og det virkede i tredje periode som om, at gassen gik ud af Herlev-ballonen efter de mange tunge tacklinger fra Pander, Benazic, Karsberg og Co, der tilfører holdet tiltrængt fysik i nærkampene.

Derfor var vejen banet til et vedvarende pres mod Michael Madsen, der før eller siden ville bringe sejrsmålet med sig. Der var simpelthen langt mere fart, saft og kraft i OIK-skøjterne i denne periode mod Herlev, der havde måtte se Thor Dresler forlade isen med en skade.

To Herlev-udvisninger kort efter hinanden skulle vise sig at blive afgørende. Kort inde i powerplayet førte godt spil til, at pucken endte hos Scott Matzka midt i slottet, og han svigtede ikke og scorede til 2-1.

Bare et minuts penge senere, blev det endda 3-1. Pucken blev sendt rundt i banden, hårdtarbejdende Mads True opsnappede skiven og drejede ind mod mål, hvor han smækkede den utageligt op under overliggeren uden chance for Herlevs landsholdskeeper.

Et glimrende OIK-minut og prompte udnyttelse af Herlevs udvisninger. Tre powerplay-mål på fem forsøg, må siges at være klart godkendt. Samtidig blev alle fem boxplays sikkert afværget, og dermed fortsætter de positive takter fra testkampene i disse situationer.

Hvepsene havde forlængst mistet brodden, og i stedet burde Aleksandr Macijevski have banket den fjerde kasse ind, da Kim Karsberg spillede ham fremragende fri tæt under mål. Men Michael Madsen leverede i denne situation en feberredning, der kan vise sig at være vigtig før returmødet på torsdag.

Kimmo Vesa stod en ny fremragende kamp. Han holdt hovedet iskoldt i de lettere pressede passager af kampen, præsterede flere solide redninger og var samtidig dygtig i pasningsspillet. Omend han kom lidt på skovtur i første periode, hvor Michael Eskesen måtte smide sig inde på stregen og afværge et Herlev-forsøg. Kimmo ligner en klar gevinst! Derudover var der gode indsatser fra Rasmus Pander, Michael Eskesen og Kristian Lodberg mens Cal Benazic vanen tro var en klippe i defensiven.

Den gode åbning er knap så god, hvis ikke samme indsats lægges for dagen på torsdag, hvor det gælder returmødet i Herlev Skøjtehal. Men tirsdagens takter lover godt for fortsættelsen!

Relaterede links

  • Diskutér kampen her og kår kampens OIK’er
  • OIK-statistik, pokal 05-06
  • Kampen i billeder

    KAMPEN I TAL

    Odense Bulldogs – Herlev Hornets 3-1 (1-0, 0-1, 2-0)
    Pokalkvartfinale, 1. kamp

    15:52 – 1-0: Henrik Benjaminsen (ass. Mattila, Lodberg) PP

    25:35 – 1-1: Michael Thomsen (ass. Truhno, Madsen)

    46:57 – 2-1: Scott Matzka (ass. Macijevski, Benazic) PP2
    47:52 – 3-1: Mads True (ass. Lodberg, Benjaminsen) PP

    Udvisninger:
    OIK: 5×2 min.
    HRL: 5×2 min.

    Skudstatistik:
    OIK-HRL 37-33 (11-14, 10-12, 16-7)

    1.234 tilskuere i Odense Isstadion.

  • Få det hele med

    Seneste nyheder